Vent med resten til du ved, hvad der foregår

Af Ole H.B. Andreesen, journalist og højskoleunderviser

Moralistiske domme dræber mange gode forbindelser mellem mennesker. Hvis kæresten spørger, om man lige gider tage et glas vand med, når man nu alligevel er på vej ud i køkkenet efter kaffe, så hører man noget andet. Nemlig, at kæresten – igen – siger: ”Apport – hund!”

Eller hvis man har en kollega, der går mere op i detaljer end en selv, så er kollegaen ”sygeligt nøjeregnende og tvangspræget”, men hvis det modsatte er tilfældet – at man selv går mere op i detaljer end kollegaen – så er kollegaen ”sjusket og overfladisk.”

Den amerikanske psykolog Marshall B. Rosenberg siger, at den slags opførsel er et tragisk udtryk for vores egne værdier og behov, og ved at følge en overbevisning om, at der er noget galt med den anden part, bliver der lukket effektivt ned for kommunikationen, fordi modparten – naturligt nok – vil gå i forsvarsposition.

Selvfølgelig afhænger det sete og hørte af de øjne og ører, der opfanger, hvad der sker og bliver sagt, men hvis man kan få udryddet de dumme og blokerende vaner, kan man faktisk gå i gang med at kommunikere konstruktivt.

Marshall B. Rosenberg siger, at der er flere hovedpunkter i god kommunikation, og et af de vigtigste handler om at gå fra at vurdere til at – iagttage. Blot iagttage, hvad der virkelig sker – uden at lægge en tolkning, en værdi, en intention ind over vores forståelse af, hvad vi ser.

Så evner vi måske at komme til at forstå – forstå, at når en fodboldspiller ikke har scoret mål i de seneste ti kampe, så er det ikke nødvendigvis, fordi han er dårlig, men fordi han ikke bliver spillet, når han er fri foran mål – for det har vi i agttaget.

Og når kollegaen afviser at hoppe med på din ide, er det ikke nødvendigvis, fordi hun er negativ og konstant på tværs – men fordi du altid spørger, når hun er optaget af noget andet og i øvrigt kun er ansat på halv tid.

Så her er en tanke at tygge på: Hvis du virkelig vil forstå og kommunikere effektivt, så brug mere tid på at tænke over det, du ser, hører og læser end på at tolke, svare hurtigt og reagere impulsivt.

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Sandheden er bare hverdag

Af Ole H.B. Andreesen, journalist og højskoleunderviser

Antallet og arten af sandheder – eller i det mindste påstanden om dem – er forvirrende stort. Se bare på den valgkamp, som endnu ikke er skudt i gang, og hvor det næsten ikke er til at komme frem for divergerende sandheder af forskellig art og om præcis det samme.

Det skyldes ikke mindst, at ordet ”sandhed” bruges i så mange forskellige sammenhænge og med så forskellige betydninger, at de mange sandheder i realiteten er usammenlignelige. Det er det samme, de påstår at være – sandheden – men substansen er ikke den samme.

Så lad os begynde med en sandhed: Der er i sig selv intet dybt eller ophøjet ved en sandhed. Hele vores hverdag er fyldt med sandheder, som hverken er dybe eller ophøjede – bare sandheder: Jeg har glemt at købe kaffe: Sandt. Jeg ville ønske, jeg havde husket det: Sandt. Der står en sort sofa i stuen: Sandt. Tre sandheder, som hverken er dybe eller ophøjede – men bare sande.

Normalt tænker vi begrebet sandhed som noget, der kan bevises, men i religiøse – og måske også politiske – sammenhænge er begrebet sandhed noget andet: Biblen påstår, at Jesus selv er sandheden. Biblen siger, at de troende skal lære sandheden at kende, og at den skal frigøre dem. Muslimer hævder, at Guds sandhed – den eneste – kun står i Koranen.

Politikerne mener, at de har de sande løsninger på vores udfordringer – og at de i øvrigt har den sande definition på, hvad der er vores udfordringer.

Og allerede her antager sandheden en ny dimension – som en slags åbenbaring.

Problemet er så, når forkæmperne for religiøse og politiske “sandheder” vil overbevise andre om, at det lys, de har erkendt og set som sandheden, også vitterligt er sandheden, for så tager det overhånd og bliver hverken sandt, dybt eller ophøjet – men blot selvhøjtideligt, patetisk og letgennemskueligt spin.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Tak for tilliden

Af Ole H.B. Andreesen, journalist og højskoleunderviser

Dannelse af tillid er kulturelt bestemt og foregår langsomt over tid. I Danmark har vi således gennem århundreder opsamlet en stor beholdning af social tillid, som har dannet grundlag for vores velfærdsystemer. Og det er faktisk os alle sammen, der har bidraget til den proces – fordi vi har tillid til hinanden – mens kun meget få har kørt på frihjul.

Social tillid indlæres hos børn meget tidligt, og det er forældre, venner og skoler, der står for dén indlæring. Det sker så effektivt, at tillidsniveauet herefter er stabilt gennem resten af livet. Og faktisk kan tillid overført fra forældrene spores tilbage til bedsteforældrene, oldeforældrene etc. – altså gennem generationer med opbygget og udvist tillid.

I USA viser undersøgelser, at den tillidsopsamling hænger ved uanset ydre påvirkninger, for nogle af de mest tillidsfulde personer i USA er efterkommere af immigranter fra de nordiske lande.

Det er en indlært tillid, og danske forskere har sandsynliggjort, at de normer for tillid, man lærer som barn, stort set forbliver uændrede resten af livet, og at tillid er særdeles stabil over tid.

Så – skolerne i Danmark er ifølge den tankegang ikke blot steder, hvor man lærer at regne, skrive og stave. De danske skoler overfører også normer til eleverne – og man kan altså tale om skoler i en meget bred forstand her: folkeskoler, efterskoler, aftenskoler, højskoler etc. – hvor man får en social og tillidsbærende træning.

Og det er vigtigt – og det får skolerne muligvis ikke ros nok for.

Derfor: Tak, skoler, for jeres indsats for tillid.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Til lykke med dagen, kvinder!

Af Ole H.B. Andreesen, journalist og højskoleunderviser

I år er et særligt år – 100 år for kvinders valg- og stemmeret.

Det er noget af det, der med garanti vil blive markeret – og er blevet det i dag – hvor det er Kvindernes Internationale Kampdag, 8. marts ….. og man kan næsten høre det dybe suk: ”Hvorfor skal vi læse om det?”

Fordi: Der stadig ikke er lige rettigheder mellem mænd og kvinder, et lige syn på mænd og kvinder og en lige opfattelse af mænd og kvinders eksistensberettigelse.

Et demokrati kendes på, at det ikke forskelsbehandler sine medborgere, men behandler dem lige. Ikke ens, men lige. Ligestilling mellem mænd og kvinder er stadig aktuelt at drøfte – og slet ikke på plads.

Når medierne stadig kan finde på at spørge den nye direktør, hvordan hun vil forene det krævende job med det at være mor og hustru – men aldrig vil spørge den nyudnævnte mandlige direktør om, hvordan han vil få familielivets ender til at nå sammen – så er ligestillingen ikke på plads.

Og vi skal drøfte ligestilling, fordi kvinderne i år har haft valgret i 100 år, men at det først er fire år siden, Danmark fik sin første kvindelige statsminister.

Og fordi vi stadig ser på en kvinde, der har haft 25 elskere, som en rundetrunte, mens en mand med 25 elskerinder er en mand med 25 pokaler!

Og fordi der stadig er samfund, hvor det er kvindernes egen skyld, at de bliver voldtaget – og hvis de dør af det, fordi de seks mænd efter voldtægten jager en jernstang op i kvindens underliv og flår hendes indvolde ud – ”er det også hendes egen skyld. Hun skulle have ligget stille.”

Og fordi der stadig er mørkemænd med et fanatisk og blindt had til kvinder rundt om i verden, som skyder 14-årige piger i hovedet, fordi de vil gå i skole, have en uddannelse og klare sig selv.

Og fordi ulighed – som alene er baseret på vores køn – ikke er i orden. Ligesom ulighed baseret på religion, seksualitet eller etnicitet heller ikke er i orden. Derfor skal vi holde fast i en dag, hvor lighed mellem kønnene er til debat.

Fordi det sådan en dag faktisk bliver legitimt at tale om det, det ellers kan være svært at få publikum til: nemlig diskussionen om menneskerettigheder som noget, der gælder for alle.

Men vigtigst af alt: Vi skal tale om og forholde os til kønsulighed og menneskerettigheder – fordi kvinderne udgør halvdelen af jordens befolkning.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Krænket herfra og til handlingslammelse

Af Ole H.B. Andreesen, journalist og højskoleunderviser

I middelalderen kunne man miste hovedet, hvis man krænkede en anden mands ære. Så har der været en lang mellemperiode, hvor det at føle sig krænket ikke var så ‘moderne.’ Man kunne være sur, fornærmet, utilfreds, jaloux og alle mulige andre indespærrede følelser, men ikke krænket.

For at føle sig krænket medfører faktisk en forventning om, at en anden person skal føle sig skyldig.

Der er nogle krænkelser, det er legitimt at føle – og dermed også ok at pålægge andre skyld for: Blufærdigheden må ikke krænkes og privatlivets fred ej heller. Naturligvis skal ingen udsættes for seksuelle krænkelser eller krænkelser af privatlivet. Ellers har krænkelse som sindstilstand længe ført en tilbagetrukket tilværelse – og det har sådan set været godt nok.

Nu er det ok at give udtryk for, at man er krænket. Krænket af andre menneskers opførsel i en biograf, krænket af samfundets overvejelser om at indføre et dna-register, krænket på sin ære – og konsekvensen er, at man som biografgænger med et måske løsagtigt forhold til slik og støn skal føle sig skyldig, fordi man har krænket et medmenneskes oplevelse af at gå i biografen. Eller at samfundet skal føle sig skyldig i at have trådt privatlivet for nær.

Men spørgsmålet er, om det overhovedet nytter at føle sig krænket: Gør samfundet ikke, hvad samfundet har lyst til og brug for – uden at tage hensyn til, at nogen kan føle sig krænket? Sikkert.

Og mon biografgængerne bøjer hovedet i den ønskede skam og begynder at opføre sig ordentligt? Næppe.

Der er noget uforløst ved at føle sig krænket. Noget pigesurt og mopset. Følelsen af krænkelse svarer psykologisk til, at man ikke kan slippe sit greb: De sammenbidte kæber, der ikke vil slippe sit bid. De korslagte arme, der ikke vil vrides ud i mere afslappet tilstand.

Den, der ikke kan slippe sit bid, kan hverken opgive eller bide helt igennem og tygge færdig – hvilken af delene, det end er, der er nødvendigt i situationen.

At føle skyld opleves mere ædelt end at føle krænkelse. For når man udtrykker sin skyldfølelse, pacificerer man sin modstander, men når man udtrykker sin krænkelse, risikerer man at vække fjendskab.

Så måske vi – bare sådan en gang i mellem – i højere grad skal huske at sige ”undskyld, det var sgutte meningen at gøre dig vred, sur, ked af det, jaloux – eller bevidst smide bolsjer i nakken på dig. Jeg blev grebet af stemningen. Undskyld.”

For der er jo ingen grund til at vække fjendskab, vel?

Og…. undskyld, hvis jeg har krænket dig.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Du er et flokdyr – og det er ok

Af Ole H.B.Andreesen, journalist og højskoleunderviser

Vi har det så godt med tanken om, at vi er unikke. At vi er de eneste i hele verden, der har fundet på at gøre netop sådan, som vi nu gør – om det handler om at klæde sig, tro, tænke eller synes om.

Men virkeligheden er, at vi i den grad er flokdyr, og at det unikke, vi tror om os selv, er vildt overdrevet. Vi tror, er vi er så forskellige fra de andre, men vi er det på den samme måde alle sammen. Vi har alle sammen en yndlingsfilm – det kan godt være, det ikke er den samme som naboens, men vi har en, og i bund og grund er der nok ikke den store forskel på de to film. Og vi har også noget, vi elsker at gøre – og det adskiller os nok ikke meget fra naboen til den anden side…

Vores flokdyrsmentalitet ses også på, hvordan vi indgår i relationer, og hvordan relationerne påvirker os. Set sådan lidt fra oven er der i bund og grund kun fem mennesker, som du kan kalde dine ’allernærmeste’. Det er mennesker, du deler alt med – og det kan være familien, du har i den kreds.

Så har du de ’meget sympatiske’ – omfatter ca. 15 mennesker – og du har stor samhørighed med dem. Her finder du tætte venner og mennesker, som du bliver ulykkelig over at miste.

I kredsen af ’dem, du omgås’ er de ca. 50 mennesker, du jævnligt tilbringer tid med – på arbejde eller i fritiden – og så er din flok ved at have den størrelse, du kan håndtere. Altså i omegnen af 70 mennesker.

For dem, du ’kan overskue’ tæller ca. 150, men ser du dem ikke mindst en gang om året, glider de ud af den meningsfulde relation. Og de 500, som ’du nikker til’, tæller for eksempel kassedamen eller tandlægen – men du aner intet om dem.

Så er der de 1500, du ’genkender’, men som ikke aner, hvem du er. Du har set dem på tv, i film, i bladene, og her har du nået grænsen for din hjernes evne til at genkende mennesker.

Og hvad er tanken så med det? Jo, du skal faktisk gøre rigtig meget for at fastholde og vedligeholde din relation til de ca. 70 mennesker, du kan magte at forholde dig nuanceret til. Og hvis du vil udbygge dit netværk – hvilket der kan være rigtig god grund til – så er det ikke en kæreste, du skal anskaffe dig.

Tværtimod.

Får du en kæreste, er der mindre plads til de nære venner og nye bekendtskaber i dit liv. En ny kæreste betyder faktisk, at du må sige farvel til to nære venner – og der er stor risiko for, at du bliver så kærestekedelig, at der i dit bekendtskab vil være relationer, som ikke længere gider dig – fordi du ikke investerer i dem.

Så husk: Det er godt med en kæreste, men der skal jo kysses mange frøer, før prinsen eller prinsessen på den hvide hest dukker op.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Kærligheden overvinder alt

Af Ole H.B. Andreesen, journalist, højskoleunderviser og tankedeler

På lørdag er det en stor dag for blomsterhandlerne. Det er nemlig Valentindag, kendt som “de elskendes helligdag“. På den dag udveksler kæreste- og ægtepar kort, blomster, chokolade eller andre former for kærlige gaver.

Valentindag er i moderne tid blevet sat i forbindelse med et smart salgstrick fra detailhandlens side, som gerne vil optimere indtjeningen og spiller på følelser og skyld – ”så hvis du VIRKELIG elsker hende, så køber du en STOR buket.”

Andre sætter den også i forbindelse med den gamle romerske højtid Lupercalia, hvor der den 15. februar holdes en festival for den romerske gud Lupercus, og en række ritualer, som skulle sikre frugtbarhed, var et vigtigt element i festen.

Helligdagen Valentindag den 14. februar blev indført af pave Gelasius i år 496 og er opkaldt efter den romerske præst Valentin. Hvem han var, er usikkert, men han var i det mindste for kærlighed.

Legenden fortæller, at da kejser Claudius II beordrede romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig, fordi kejseren frygtede, at det ville få soldaterne til at længes hjem og være mere forsigtige i krig, så trodsede Valentin det dekret og fortsatte med at vie unge soldater.

Han blev arresteret, sat i fangenskab og halshugget – den 14. februar. Han blev senere helgenkåret – som Sankt Valentin.

Valentindag – med sit kærlighedsbudskab afsendt via Interflora – er en forholdsvis ny tradition i Danmark, men i Finland, hvor dagen har været fejret siden 1989, er det den næstvigtigste sæson for postvæsenet, der skal fragte op mod 5,5 millioner valentin-kort ud. I USA sendes hvert år op mod 192 millioner valentin-kort, men alle steder bliver postkortene trængt: nu sendes de kærlige hilsner via sms, chat etc. – altså via de digitale medier.

Men mon ikke budskabet er det samme – at kærligheden overvinder alt?

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar