Når virkeligheden viser sig at være et stykke pizza

Af Ole H.B. Andreesen

Det har altid været brugt, at man har ‘pyntet’ på billeder, så at Photoshop-programmet er blevet så udbredt, har blot gjort det mere synligt for enhver, at man kan ‘pynte’. Før Photoshop brugte man tid i mørkkammeret, hvor man lysnede billeder, der var for mørke, beskar dem, rettede dem op etc.

Den store forskel fra tidligere i forhold til brug af Photoshop til billedmanipulation – som det også kaldes – er, at grænserne er blevet flyttet: Hvem lægger mærke til, om man lige rydder lidt op i baggrunden og fjerner den stang, som borer sig gennem øret på manden på billedet? Forstyrrer stangen ikke mere, end tanken om at den er blevet photoshoppet væk gør?  Måske, men der bliver derved rykket ved billedets værdi som troværdig dokumentation.

Manipulation af billeder til reklamer og annoncer er også ‘bare’ blevet lettere med Photoshop – men det har altid fundet sted: lyset er blevet ændret i mørkkammeret, bumsen på hagen retoucheret væk, skyggen på bagvæggen sløret. Men Photoshop har gjort det lettere – og udvidet grænsen for, hvad man kan gøre ved illustrationer. Jeg så en video, hvor man har photoshoppet baglæns fra en meget smuk og velformet kvinde til det, der var udgangspunktet, nemlig en pizzaslice.

Man har ALTID forsøgt at forskønne verden og mennesket. Gamle dages portrætmalerier af kongelige viste dem ikke, som de så ud – men som de gerne ville huskes. Hvorfor tror I, at der ikke er et eneste billede af Christian IV, hvor han smiler? Fordi han havde munden fuld af rådne tænder – så dem malede man ikke. Så det var et skønmaleri af magteliten, og det var med til at fastholde eliten til magten. Den danske maler Michael Kvium blev en gang spurgt, hvorfor han dog malede mennesker så grimme: “Jamen, se dog lige på jer selv. Synes I virkelig, I er kønne,” svarede han.

Så måske er spørgsmålet ikke, om brugerne af Photoshop har et ideal om den perfekte krop. Måske opfylder magasinerne med deres glittede annoncer et behov hos læserne for at se, at der er noget at stræbe efter: Skønhed, lange ben, perfekte bryster, sixpack etc. Fordi – måske – mennesket grundlæggende ikke er tilfreds med ret meget: hverken med sig selv, kæresten, konen, jobbet eller vejret.

Så måske handler det ikke om at stoppe brugen af Photoshop. Måske handler det om at lære at elske sig selv med de skønhedspletter, skæve tænder og leverpostesfarvet hår, man nu en gang er udstyret med. Og så kommer det af sig selv: Så bliver vi ikke negativt påvirket af, at der i annoncer optræder modeller med ekstra lange ben, fyldige bryster, smallere hofter og glød i håret. Vi ved, at det bare er en pizza slice, der er blevet modelleret – og det er vel i grunden bare sjovt.

Byg på det, der er normalt og almindeligt

Vi bliver mere og mere eneansvarlige for selv at bestemme vores arbejds- og studieliv, og hvad vi beskæftiger os med. Og det er hamrende privilegeret! Men det er også det fantastiske demokratiske, antiautoritære projekt, der er endt med, at vi er blevet meget individualistiske – og usikre på os selv.

Men i den forbindelse taler vi jo mindst om dem, som ikke kan håndtere det og oplever, at det er svært, at vi skal stå for det hele selv, for det kræver også, at du selv skal finde ud af, om du har problemer.

Nogle mennesker mener, at livet pr. definition er hårdt. De har nogle meget unuancerede forestillinger, der gør, at de synes, man piver, hvis man søger hjælp. “Livet er hårdt, til gengæld er det døduretfærdigt”, synes de at sige og tænke – og sommetider handle efter.

Men folk vil gerne optimere deres livskvalitet, så der er folk, der ikke vil finde sig i at gå rundt med social-fobi, ikke vil finde sig i at være deprimerede, angste eller stressede, fordi de gerne vil have noget ud af livet.

Der er nok, der kan give søvnløse nætter og hjertebanken, når man begynder på nyt studium, og der er mange forskellige ting, der kan presse nye studerende. Når man kommer direkte fra gymnasiet til en videregående uddannelse, vil man opleve, at der bliver stillet helt andre krav til en. I gymnasiet er det meget klart, hvad og hvor meget man skal læse. På universitet skal man i høj grad selv tilrettelægge sit eget studium.

Det er ikke kun det faglige, der kan gå ud over nattesøvnen – også det sociale kan sætte kroppen på overarbejde.

Man skal finde ud af nogle nye normer og rammer at være sammen på. Man vil måske være i tvivl om, hvorvidt man nu kan klare sig – om man kan blive en del af flokken. De, der ofte bliver hårdest ramt, er dem, der i forvejen har meget høje ambitioner og aldrig rigtig er tilfredse med det stykke arbejde, de udfører.

Det er typisk studerende, der bruger uforholdsmæssigt mange timer på studiet. De føler ofte uro i kroppen og under ikke sig selv at lade batterierne op mellem opgaverne. De påtager sig ofte mange opgaver i gruppearbejdet og synes aldrig, at opgaverne bliver gode nok.

Og så er det, at man måske helt banalt bare skal begynde at snakke sammen. Spørge de andre, hvordan de har det, hvad de kan, og hvad de ikke helt har fundet ud af endnu.

Og have tillid til, at alle andre er i samme båd, og de ikke har noget imod at snakke om det.

Når man finder ud af, at man ikke er alene om at være lidt presset og synes, det nye studieliv er svært – så vil man få følelsen af, at det er normalt – og så kan du også klare det.

Når du skal lære, skal du til at gå på trapper

Læring er noget underligt noget. Som novice aner du ikke, hvad du ikke ved. Og du aner ikke, at du ikke ved noget. For hvordan skal du også vide det? Du har jo ikke noget at sammenligne med, ikke noget at holde din manglende viden op imod. Du er simpelthen ubevidst inkompetent.

Men så begynder du at snakke fag, værdier, metoder, teknikker. Og langsomt opdager du, at du ikke ved noget – og det er godt: du bliver bevidst om din inkompetence – og det kan være både frustrerende og en befrielse.

Frustrerende, fordi du måske troede, at du vidste mere, men en befrielse, fordi du så finder ud af, at der er noget at komme efter. At du kan blive klogere. Det virker som brændstof, når du finder ud af, at der er et felt, hvor du bare hele tiden tilegner dig ny viden. At hver dag bidrager med ny indsigt, nye spørgsmål, ny erkendelse – mere læring.

Når du giver dig selv lov til at være tilstrækkelig længe på et nyt område – et nyt felt – så når du et tidspunkt, hvor du pludselig begynder at bruge den nye viden, du får. Og du er måske endda i stand til at genere ny viden af dig selv – og derved rykker du til trin 3 på læringsstigen: Du bliver bevidst kompetent.

Du VED, hvorfor noget virker, du VED, hvad der kendertegner dit fag. Du VED, hvordan du kan arbejde bevidst med dit fags teori, værdier og metoder.

Det er fantastisk at være der – men det kræver en konstant opmærksomhed, ellers risikerer du at blive ubevidst kompetent, læringsstigens trin 4 – og det er noget skrammel, som gør dig stiv, konservativ, rutinepræget, lukket i modus:

Du gør tingene, som du altid har gjort, som du lærte det i din ungdom, og det kan være svært at se, at der kan være andre måder at gøre tingene på. Og så begynder du at begå fejl…

Så til at begynde med ved du slet ikke, hvor lidt du ved. Og når du bliver klar over det, så får du lyst til at få styr på det. Og når du har fået styr på det – kan du være med til at udvikle, forny, forandre.

Gør du ikke det – bruger du ikke bevidst og aktivt din viden og kompetence – så bliver den ubevidst, og så begår du fejl, så går du i stå, så reagerer du betinget – som krybdyret, der bare ved, at den skal spise, men egentlig ikke ved hvorfor – og som heller ikke kunne forstille sig, at der var noget mere spændende at æde end græshopper.

 

Hyld din fiasko – og glæd dig til den næste

Uden nederlag kan der ikke være sejre. Det er en svær kendsgerning at acceptere. I et DR2-tema, ’Fiasko’, har kanalen gravet sig ned i fiaskoens væsen og hyldet det at fejle – for det er her, vi lærer mest og har bedst mulighed for at følge vejen tilbage til lyset.

Men det har vi det svært med i Danmark og den vestlige kulturkreds.

Er det Janteloven, som får os til at vove mindre – fordi der så er meget mere at tabe – så vi stiller os tilfredse med middelmådighed? ”Du skal ikke tro du er noget, og når du har fiasko, så viser det jo bare, at vi har ret: Du skal ikke tro, du er noget.”

I andre egne af den vestlige kultur er fiasko mindre katastrofalt end hos os. I Danmark viser tal, at de færreste selvstændige giver det mere end et skud: Går biksen ned, så dropper vi drømmen om at blive herre i egen forretning. I USA er der mere gå-på-mod, selv om man en gang er blevet væltet af pinden: Så er det op på hesten igen.

Omgivelserne ser måske med knap så strenge øjne på en fiasko eller tre i USA, som man gør i Danmark?

”Sagde vi det ikke nok? Skomager, bliv ved din læst. Flyv ikke højere end vingerne bær’.” Vi har masser af talemåder og sange, der fortæller, at ”hvis du tror du er noget, så’ der noget du har misforstået.”

Men det er sådan, at hvis du ikke vover, så vinder du sjældent. Tager du ikke en chance, så sker der heller ikke meget overraskende, og hvis du ikke opsøger heldet, så føler du dig evigt uheldig.

Hvad er der egentlig at være bange for ved en fiasko? Jeg mener, det går jo bare galt! Det blev bare på en anden måde, end du havde regnet med. Og i sidste ende er en bommert en mulighed.

Nå ja, sommetider er bommerter, fejl, fiaskoer og eklatant uduelighed også kilde til morskab. Som da lokalregeringen i Indiana i 1897 besluttede, at den matematiske konstant pi skulle have en værdi af fire. På den måde sikrede man, at alle matematiske og tekniske beregninger foretaget i den pågældende stat blev forkerte og inkompatible med resten af verden. Loven betød også, at et pendul-ur vandt cirka et kvarter i timen.

En klokkeklar fiasko, men ret morsomt….

Omveje til succes – men uden garanti

Hårdt arbejde – koncentreret,  vedholdende og tilpasset. Det er det trælse budskab fra efterhånden flere og flere sider – eksperter og successer – om, hvordan man bliver en succes. Eller i det mindste gør muligheden for, at man kan blive en succes, større.

For den rigtig trælse besked er også, at det ikke er en garanti for succes, at du har knoklet 10.000 timer med din inderside-aflevering, din mountainbike eller din violin. Der skal mere til.

Men er der da så ikke en lige vej til succes? Nej, det er der nok ikke – og som i så mange andre af livets forhold, skal man lære at elske tilfældighederne.

Thomas Edison, som opfandt den elektriske pære, siger selv, at han sådan set ikke opfandt den elektriske pære. Han begyndte bare med at finde 10.000 måder, den ikke fungerede på.

Rasmus Ankersen siger i sin bog om succes ’Sult i paradis – opgøret med mageligheden’, at i succes jo også ligger kimen til fiasko, og hvis man i øvrigt køber hans præmis om, at succes er noget, man skal satse og vove noget for at kunne opnå, så ligger der også i det, at jo bedre det går, jo mindre tilbøjelige er vi til at ville satse og vove. ’For det går jo meget godt, ikke?’

Men kunne vi måske nå lidt længere, hvis vi ikke var så mageligt indrettede? Hvis vi i stedet for at sige, at ’noget er godt nok’ så tænker, at så er ’bedre en mulighed?’

For hvis vi har succes, er vi så ikke tilbøjelige til at tro, at vi faktisk er indendørs verdensmestre – og endda i alting?

En god kollega sagde en gang: ’If it ain’t broken don’t fix it.’ Hvis noget bare kører, så lad det endelig køre.

Man kunne også vende den om og sige, ’slå det i stykker, hvis det virker – og gør det selv, inden en anden gør det for dig.’ Simpelthen fordi successen måske ikke byggede på ret meget andet end held, de rigtige omstændigheder, personer, tid etc. i situationen. Og så er garantien for at gentage succesen meget begrænset.

Din zapperhjerne er ineffektiv

Af Ole H.B. Andreesen, Askov Højskole, linjefagsleder for journalistik

Vi har en misforstået opfattelse af, at multitasking er godt. Vi anser det for at være en styrke og værdifuld egenskab, men forskning tyder på, at vores fysiologi har visse begrænsninger, som vi skal tage alvorligt, når vi taler om effektivitet i arbejdslivet og i forhold til læring.

Det er samtidig en myte, at vi bliver bedre til at multitaske, hvis vi gør det ofte. For i virkeligheden er det sjældent, at vi multitasker. Vi skifter i stedet mellem opgaver og afbryder os selv midt i én ting for at gå i gang med en ny. På den måde mister vi megen tid og koncentration undervejs, fordi vi ofte er nødt til gå tilbage til den første opgave og begynde helt forfra.

Der er dokumenteret, at afbrydelser ødelægger evnen til at arbejde koncentreret og løse opgaver tilfredsstillende. Hver gang vi bliver afbrudt, tager det længere tid – op til 15-20 minutter – at vende tilbage til dér, hvor vi var i opgaven. Undersøgelser fra University of Michigan bekræfter, at tiden, der spildes, stiger i takt med kompleksiteten af opgaven.

Spørgsmålet er, om vi er på vej til at udvikle zapperhjerner, der gør os mindre effektive, fordi vi ikke har redskaberne til at tackle og systematisere alle de input, vi får i løbet af en dag.

Den amerikanske forfatter Nicholas Carr beskæftiger sig i sin bog “The Shallows” med online-verdenens påvirkning af den menneskelige psyke. Han påpeger, at vore online-vaner ændrer hele strukturen i vores hjerne. Det er med til at ødelægge vores evne til at tænke dybt og lære nyt. Informations-overload er altså på vej til at blive en ny epidemi i det 21. århundredes grænseløse arbejdsliv.

Vi skal arbejde smartere, stimulere kreativiteten og omsætte ny viden for at begå os i den globale konkurrence, men det er stadig kun meget få virksomheder, der arbejder systematisk med de problemer, online-kulturen skaber. Det er næste fase inden for vidensamfundet, som vi bliver nødt til at tackle, hvis ikke vi skal synke til bunds i dårlige vaner og overspringshandlinger.

Stol på dig selv – og de andre

Lenin mente, at tillid er godt, men kontrol er bedre. Og sådan organiserede han og hans ligemænd vel også det, der senere blev til 70 års manipulerende, kontrollerende og menneskefjendsk statsdannelse i Sovjetunionen.

At tillid som udgangspunkt er godt, er jeg helt med på. Faktisk er den skandinaviske handelstradition bygget på tillid, for vikingerne drog langt ud med varer for de lokale købmænd – og de kom (som oftest) hjem igen med penge eller nye varer til købmanden. Begge parter stolede på, at den anden ikke ville snyde med kvaliteten eller stikke af med varelageret.

Danmark er som de øvrige skandinaviske lande så heldige at leve i højtillidssamfund. Når folk siger, at de har brug for hjælp, så har vi tillid til, at det er rigtigt. Når vi får at vide, at en adfærd er mere hensigtsmæssig end en anden, så stoler vi på, at det nok er rigtigt. Vi kan faktisk godt overlade vores penge og værdier til bankerne, for vi har tillid til, at der bliver passet på dem – eller… for det meste har vi tillid til, at der bliver passet på dem.

Faktisk kan man måle sig frem til, at danskerne er verdensmestre i tillid, og man kan også dokumentere, at tillid giver markante økonomiske fordele.

I primitive samfund fra før sidste istid kendte man til tillid som et vigtigt socialt kit, som forskningen kalder ”individuel tillid” eller ”specifik tillid”.

Hvis en jæger brækkede et ben under en mammutjagt, tog resten af gruppen sig af ham. De bar ham hjem, passede ham og sørgede for, at både ham og hans familie fik mad, for alle stolede på, at jægeren med det brækkede ben på et senere tidspunkt ville give igen til fællesskabet. Og evolutionen belønnede den organisationsform: Det var de små-samfunds medlemmer, som var i stand til at tage vare på hinanden og yde hinanden tillid til, at de nok skulle klare den sammen, der blev stærke og overlevede. Man behøvede sådan set ikke at lovgive om, hvad der var bedst eller mest hensigtsmæssigt for flokken og den enkelte: Der var en indbygget forståelse for – tillid til – at man gjorde det, der var bedst for både de andre og sig selv.

Prøv lige at oversætte den tanke til politik, samfund og administration i 2014, hvor det måske i langt højere grad er Lenins sidste del af udsagnet – det om kontrol – der er fremherskende. Kontrol på alle tænkelige niveauer og forhold: økonomisk, juridisk, etisk, politisk.

Resultatet? Måske er vi ved at miste det sociale kit, som “individuel” eller “specifik” tillid er bærer af.

Hamsterhjulets lydige soldater

”Jeg elsker arbejde. Jeg kan se på det i timevis uden at blive træt”. Min far yndede at fortælle den vittighed, da jeg var barn, og billedet af den arbejdsglade tilskuer har prentet sig fast på nethinden – og alle dem, han stod og kiggede på: Håndværkerne, landarbejderne og såmænd også de otte kommunale vejfolk, som stod i flok og stirrede ned i hullet til den ene, der gravede.

I dag kan vi ikke nøjes med at være tilskuere til arbejdet – vi skal selv. Og vi skal helst arbejde meget. Og længe. Arbejdet har overtaget, eller taget, vores fokus, og vi bliver hele tiden målt på effektivitet, indsats og produktion. Med fokus på arbejdet har vi også fået fokus på det, der kommer ud af det: produkter, som skal forbruges, købes, omsættes. Ikke så meget fordi vi har brug for en ny bil, men fordi det er en af hamsterhjul-soldatens pligter: at forbruge for at holde hamsterhjulet i gang.

Men så bliver det altså svært at elske arbejdet i timevis uden at blive træt.

Ja-ja, jeg ved godt, at det ikke nytter noget, hvis vi alle sammen her i finanskrisens efterdønninger bliver ved med at sidde på sparepengene. Og jeg ved også godt, at penge skal arbejde, ellers er de ikke noget værd, men billedet af manden, der elsker arbejdet, er ved at forsvinde, og i stedet er det billedet af os alle sammen som lydige, stressede, snæversynede og skyldtyngede soldater i minimalstatens hamsterhjul, der begynder at tone frem.

Det er ikke et pænt billede.

Og så var det jeg tænkte, om det virkelig er nødvendigt at få dårlig samvittighed, hvis man nu ikke er til stort forbrug? Bliver man nødvendigvis en dårlig samfundsborger, fordi man ikke lufter Dankortet? Er det virkelig vores alle sammens lykke og tryghed, der står og falder med, at vi knokler og knokler for at få penge til at købe noget af det, andre har knoklet for at lave, så de kan få råd til at købe noget af det, nogle andre har knoklet for at lave?

Er det virkelig sådan, vi skal se os selv – som hamsterhjulets lydige soldater, der knokler og køber og knokler og køber?

I øvrigt er jeg ikke den eneste, der har tænkt sådan. Prøv lige at læse med her. Eller her.

Giver forandring mening uden forankring?

Nåde få den, der ikke er ’kreativ.’ Kravene til kommende medarbejdere, chefer, elever, studerende er vekslende med tiden, men gennem de seneste år har der især været én egenskab, som har været påkrævet: Kreativitet.

Ordet kommer i flere forklædninger, for det kan også være, at man skal være ’nytænkende’, ’forandringsparat’, ’nyskabende’ eller ligefrem ’innovativ.’

Og hvis du ikke er ’kreativ’ – i den form, din arbejdsplads, skole, organisation nu har tænkt det – så er du ilde stedt.

Det er, som om en egenskab som ’forankring’ helt og aldeles forsvinder i det morads, der ofte efterlades, når man bevidstløst smider om sig med begrebet ’forandring’.

Det er ikke for at indlede en jihad mod det at forandre tingene og gøre noget på en anden måde – som måske er mere kreativ, innovativ og nytænkt – men hvis det kreative, innovative og nytænkte ikke har et fundament at stå på, hvad er det så værd som noget nyt?

Kan man se, at noget er nyt – eller anderledes eller bedre – hvis man ikke måler det mod det, man tidligere har stået på? Og hvis man tror på, at alt nyt er godt, kommer man da så ikke ofte til at postulere noget med uvidenhedens belastende bagage – for hvordan kan man vide, om noget er bedre end det tidligere, hvis man ikke har noget at måle det på?

Det er vel ikke bedre, bare fordi det er nyt?

En af mine gamle kollegaer sagde ofte, når ledelsen på vores fælles arbejdsplads kom med ’nye tiltag’: ”If it aint broken don’t fix it.” Han kendte til betydningen af forankring – og måske er den endnu mere nødvendig at have med, når man konstant mødes af krav om forandring.

At være – eller ikke være – kreativ

”Hvor er han kreativ,” lyder det ofte, når et barn kommer hjem fra skole med en lerting, der er lidt bedre i kanterne, end den far og mor selv kunne præstere i samme alder.

Eller vi hører en sige, at han ”elsker at arbejde kreativt”, og for mange vil det så tegne et billede af en mand, der ikke evner at koncentrere sig i længere tid ad gangen og udelukkende satser på held – eller at andre løser opgaverne for ham.

For nok ved vi meget om det, der sker i og med hjernen, men lige netop kreativitet er forskerne ikke i stand til at sige ret meget fornuftigt om. Faktisk har den engelske psykolog Brian Bates, der har ledet det psykologiske institut ved universitetet i Sussex, skrevet, at det meste af den forskning, der er gjort inden for begrebet kreativitet, fandt sted i 60’erne og 70’erne, hvorefter den skrumpede ind og nærmest forsvandt – simpelthen fordi forskerne stødte på en begrænsning i forhold til, hvad videnskab kunne fortælle om kreativitet.

Og en anden hjerneforsker – danske Peter Lund Madsen, siger også, at det (endnu) ikke er muligt at forklare, hvad kreativitet egentlig er, hvordan det opstår, og hvorfor nogle mennesker er ‘kreative.’

Begrebet ’kreativ’ bliver brugt – og misbrugt – til meget, og kreativitet bruges både inkluderende og ekskluderende: Man kan tilhøre den kreative klasse, og der er en række kendetegn for dem, der er med i den: Man arbejder med medier, bor i hovedstaden, drikker kaffe latte på en smart café med zink-disk, stemmer radicoolt og spiser speltboller. Men om man er i stand til at komme med en original løsning på et problem, garanterer klasse-tilhørsforholdet nok ikke for.

Den løsning kan til gengæld opstå mellem ørerne på en vestjysk minkavler, der drikker pulverkaffe, går i kirke, stemmer på Venstre og spiser rugbrød med leverpostej. Og det kan være en pokkers kreativ løsning – men han ligger ligesom uden for definitionen….

Man kan også være lige lovlig kreativ – for eksempel til bogføring. Og så er man straks på den forkerte siden af loven og burde måske tilbringe et par år bag tremmer.

Men er kreativitet noget, man kan, bare fordi man har en særlig adfærd? Eller er kreativitet noget, der – endnu – uforklarligt opstår i hjernebarken som et resultat af kemiske processer i de centre, hvor følelser, bevidsthed og erindring sidder? Eller er kreativitet en struktureret, systematisk og metodisk måde at arbejde på, og som alle kan lære – uanset klasse?

Tja, lad os lige tænker lidt over det.